Leif og Ole Korsgaard til Ukraine maj 2022

Nødhjælp til Ukraine Krigen i Ukraine er en igangværende tragedie. Bomber falder, og mennesker lider. Tusinder bliver dræbt, og millioner flygter. Det er ikke fiktion eller fortid. Det sker her og nu. I Danmark er der stor velvilje til at hjælpe ofrene for krigen Fra politisk hold loves der økonomisk støtte og våben til Ukraine. Store indsamlinger bliver iværksat. Flygtninge huses både privat og i offentlige bygninger. Der flages blåt og gult sammen med rødt og hvidt. Voksne kommer i arbejde, og børn kommer i skole. Der knyttes bånd. Man hører om voldsomme oplevelser og forfærdes over, at en sådan tragisk situation kan opstå i vores moderne tid. Jeg har altid kun kendt Ukraine som et navn på et land i en geografibog, men det nuværende store fokus på Ukraine har fået mig til at tænke over: Hvordan ser der i grunden ud i Ukraine? Hvordan er befolkningen. Hvad er konsekvenserne af krigen? I starten af maj 2022 fik jeg mulighed for at komme med en humanitær lastbil til Ukraine.Det var med foreningen 'Dienesmindes Venner', som med base på Salling, lidt nord for Skive, i mere end 30 år har kørt nødhælpstransporter østpå. Nødhjælpen har primært bestået af tøj, konserveres, hospitalsudstyr og andre brugbare donerede effekter, indsamlet og pakket af frivillige hænder. På turen til Ukraine var vi 2 i lastbilen, og vi medbragte ca. 8 ton nødhjælp. Det blev en spændende tur, som jeg vil forsøge at berette om her. Vi startede med at køre fra Thy til foreningens base lidt nord for Skive. Her startede vi lden pakkede lastbil og satte kursen mod den dansk/tyske grænse ved Padborg, hvor vi skulle hente vore transportdokumenter. Herefter gik turen tværs over Tyskland, syd om Berlin, og videre gennem Polen, syd om Krakow. Udgifterne på turen skulle så vidt muligt begrænses til brændstof og vejafgifter, så vi overnattede på rastepladser i lastbilen, som var udstyret med 2 køjer. Vi valgte altid overnatningssteder, hvor der i forvejen holdt flere lastbiler i hvileposition af hensyn til egen sikkerhed. Al mad havde vi medbragt hjemmefra, og når noget skulle opvarmes, benyttede vi en lille gasbrænder. Da vi på turens 3. dag nåede Korczowa Krakowiec-grænsen imellem Polen og Ukraine, holdt der mange lastbiler, som ventede på at passere, men heldigvis oplevede vi fra de andre lastbilchauffører en særdeles stor hjælpsomhed, og ofte blev vi vinket frem i køen, fordi vi var en humanitær transport. Helt så hjælpsomme kan man ikke sige, at de polske grænsevagter var. I modsætning til chaufførerne oplevede vi de uniformerede og bevæbnede toldbetjente som uvenlige og uimødekommende, men efter ca. 8 timers rend fra skranke til skranke, talrige stempler senere og god hjælp fra venlige polske og ukrainske chauffører, slap vi omsider igennem grænsestedet og kunne nu køre ind i Ukraine. På denne side af grænsen var der en 5 - 6 kilometer lang kø af lastbiler, som ventede på at komme ind i Polen, og da tænkte vi, at det nok var bedst at søge en anden og mindre befærdet grænseovergang på hjemturen - om muligt. Det land, som vi var kommet til, var ikke et tilbagestående, forarmet land. Der var moderne biler på vejene, og husene var pæne og velholdte. Der var dog også steder, hvor tingene var mere gammeldags. Her og der var der gamle træhuse med høns og geder i haven og ældre koner med tørklæde, som sad og solgte frugt og grøntsager langs vejen. Overalt hvor vi kørte i Ukraine, var der vidtstrakte marker med forskellige spirende afgrøder, som vidnede om et frodigt land. Tit så vi sammen med de uendelige marker små rektangulære jordstykker, hvor landsbyens beboere tog ud og dyrkede kartofler, gulerødder, salat osv. for at være så selvforsynende som muligt. Ukraine var tydeligvis et land i krig. I udkanten af hver landsby og ved mange vejkryds var der bygget små kampstillinger af sandsække, pigtråd og spanske ryttere. Mange tankstationer havde lukket grundet mangel på brændstof, og ved de tankstationer, som endnu havde noget at sælge, holdt en lang kø af køretøjer, som ventede på at komme til at tanke. Benzin var der knaphed på, og diesel var slet ikke til at få. Vi var blevet advaret om, at vi næppe ville kunne købe brændstof i Ukraine, så vi havde sørget for at tanke helt op i Polen. Vores rute gik via byerne L'viv og Ternopil til den endelige destination ca. 220 km. inde i landet. Her lå et foderstof-firma, som havde stillet en stor lagerhal til rådighed for det humanitære nødhjælpsarbejde. Her blev nødhjælpen sorteret og kategoriseret af flittige, frivillige hænder, samt af firmaets ansatte. Her fandtes langtidsholdbar mad og drikke, tæpper og soveposer, tøj til børn og voksne, samaritudstyr og meget andet. Vi blev meget venligt modtaget af vores kontaktperson Yuriy, som fortalte at lagerhallen fungerede som en fordelingscentral, hvor lastbiler fra EU kom og afleverede nødhjælp, som så fordeltes ud til de østlige regioner alt efter, hvad der var behov for. Yuriy var en person, som jeg næppe nogensinde vil glemme. Han var en 38 årig mand, som før krigen havde boet med sin kone og 2 børn i byen Ternopil og havde haft sit eget firma. Nu havde krigen vendt op og ned på alt. Yuriys kone og 2 børn var nu i Polen, og han var blevet tilbage sammen med sin far i Ukraine, hvor de begge hjalp med at koordinere det humanitære arbejde i regionen. Senest havde han været med til at finde opholdssteder i bl.a. skoler til de mange ukrainere, som var flygtet vestpå fra krigen. Yuriy og hans far udtrykte megen taknemmelighed for, hvad danskerne havde gjort for at hjælpe Ukraine, både med at huse flygtninge i Danmark og med nødhjælp til Ukraine. Han fortalte, at nødhjælpen i starten af krigen strømmede ind i store mængder fra hele EU, men at der ikke længere kom så meget efterhånden som krigen trak ud og var blevet en 'naturlig' del af folks hverdag. Sådan var det også for folk i Ukraine. I starten når sirenerne lød, så styrtede folk i kældre og beskyttelsesrum, men efterhånden som dagene gik, så ignorerede mange folk de daglige sirener og blev i deres lejligheder og huse. Jeg fik ikke det indtryk, at Yuriy havde noget imod russere i al almindelighed, men han udtrykte sig klart hadefuldt om de mennesker, som sendte bomber ind over hans by og på den måde dræbte civile mennesker. Han forstod ikke meningen med en sådan aggression. Han sagde bl.a.: "Alle mennesker vil gerne leve i fred - også vi" Yuriy viste os kirkegården i Ternopil, hvor krigsofrenes grave var markeret med blafrende ukrainske flag. Dem var der mange af på kirkegården i Ternopil, og Yury fortalte, at hver kirkegård i Ukraine havde sine faldne. Især østpå havde man mistet mange. Ikke blot i form af faldne, men også i form af forsvundne. Ifølge Yuriy handlede det om russiske deportationer. "Venner og familier, voksne såvel som børn. Vi ved simpelthen ikke, hvor de er" Heldigvis var der også ifølge Yuriy lyspunkter i den ellers så ulykkelige situation. Krigen havde styrket den ukrainske fællesskabsfølelse. Man stod sammen. Vi tog afsked med Yuriy og hans far om aftenen efter at nødhjælpen var afleveret og det fornødne papirarbejde var ordnet. Vi ville gerne være blevet i byen natten over, men Yuriy anbefalede os for vores egen sikkerheds skyld at søge mod grænsen, da der samme dag var faldet bomber i L'viv. Han mente, at jo tættere vi kunne komme grænsen, jo bedre, da russerne ikke ville bombe der af frygt for at komme til at ramme ind i Polen. Den anbefaling valgte vi at følge. Vi havde jo afleveret den nødhjælp, vi kom med og havde intet ønske om at være krigsturister. Til afsked fik vi en varm omfavnelse, som vidnede om, at de var glade for at vi var kommet. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke: 'Vi er de heldige her. Vi kan sætte os op i lastbilen og køre hjem til frihed, fred og familie, mens I må blive og kæmpe for jeres land, jeres familie og jeres frihed' Efter mørkets frembrud nåede vi storbyen L'viv, som på det tidspunkt mindede om en mellemting imellem en krigszone og en spøgelsesby. Der var meget begrænset trafik og kun den mest nødvendige belysning. Ved mange indfaldsveje og centrale kryds var der bemandede kampstillinger med sandsække, pigtråd og vejspæringer. Vi måtte ad flere omveje og i mørke finde den rette vej mod grænseovergangen ved Rava-Ruska, hvilket lykkedes. Vores håb var, at der her ikke ville være så lang en kø af ventende køretøjer, men det viste sig desværre, at situationen ved Rava Ruska var endnu værre. 11 kilometer fra grænsen startede køen af lastbiler, som ventede på at komme igennem grænsekontrollen og ind i Polen. Selvom vi af flinke og hjælpsomme ukrainske og polske chauffører blev vinket frem gang på gang, så tog det alligevel over 17 timer, inden den sidste kontrol var foretaget, det sidste stempel var sat og den sidste bom blev løftet. I min notesbog skrev jeg følgende, mens vi ventede og ventede: " Køen af lastbiler står helt stille. Der sker absolut intet, og soldaterne ved det nærmeste check-point kan ikke oplyse os om årsagen hertil. Antallet af insekter på forruden er 189." Efter grænsekontrollen kørte vi udmattede ind i Polen, hvor vi hurtigt fandt en rasteplads og hvinede ud i lastbilens 2 køjer. Førerhuset var efterhånden både blevet vores opholdsstue, kontor og kaffestue, spise- og soverum. Resten af turen foregik gnidningsløst, og søndag d. 8. maj - en uge efter afgangen - var vi atter tilbage i Danmark efter at have tilbagelagt i alt omkring 3700 km. Turen var foreningens tredje til Ukraine siden krigens udbrud, og vi er gentagne gange blevet anmodet om at komme igen, for som krigen trækker ud, tærer det på landets ressourcer af stort set alting. Behovet for nødhjælp i Ukraine stiger og stiger, især for de familier, som er flygtet fra deres hjem og som midlertidig huses, hvor det er muligt. Det er helt basale ting som der er brug for: Vaskepulver til at vaske tøj, opvaskemiddel, varmekilder til at lave mad på, konserves, tæpper, soveposer, madrasser o.s.v. Foreningen ville gerne køre flere transportere - og oftere -, men en transport koster meget, for selvom alt foregår ulønnet og frivilligt, så udgør alene brændstofomkostningerne ca. 15.000 kr., og dertil kommer vejafgifter i Polen, udgifter til udfærdigelse af kørselsdokumenter, samt uforudsete udgifter såsom motorproblemer, punkteringer o. lign. Enhver er meget velkommen til at støtte foreningens nødhjælpsarbejde til Ukraine. Det kan man gøre ved at donere nogle af de ting, som ukrainerne i artiklen har givet udtryk for, at de mangler. Man kan også melde sig ind i foreningen 'Dienesmindes Venner'. Det koster 300 kr. om året, og på foreningens hjemmeside www.dienesminde.dk kan man finde de praktiske oplysninger om hvor og hvordan, samt læse mere om foreningens arbejde. Ole Korsgaard Andersen

Dienesmindes Venner